....dråberne falder drypvis...
2022

Langhalm fra rug, træ, ståltråd.
Højde 270 cm, bredde 95 cm

Vist på udstillingen ORGAN, på Udstillingsstedet LOKALE, København

Skulpturen er lavet på samme måde som man tækker et tag af langhalm eller strå. Langhalm er det, der er tilbage når kornnegene er tærsket, kornene er skilt fra aksene de er vokset i.

Billederne viser forløbet fra produktion til færdigt værk.

ORGAN
Eva Steen Christensen, Heine Kjærgaard Klausen, Jørgen Carlo Larsen, Karin Lorentzen, Michael Thejll, Rikke Ravn Sørensen, Tina Maria Nielsen, Veo Friis Jespersen

LOKALE, Griffenfeldsgade 27, 2200 Nørrebro

Udstillingen ORGAN vises i det kunstnerdrevne udstillingssted LOKALE i Griffenfeldsgade 27 på Nørrebro. Der vises værker af nogle af de kunstnere, som fra 2007-2015 udgjorde kunstnerkollektivet Skulpturi. Skulpturi afholdt først i Sydhavnen og senere i St. Kongensgade, en lang række udstillinger med danske og internationale billedhuggere.

Udstillingen i LOKALE undersøger, hvordan enkeltdele organiserer sig i en helhed, som en del af en organisme. Ambitionen er at opløse det regulære udstillingsrum og lade værkerne gro ud af mellemrum og hjørner og installere sig i sammenstødende mellem gulv, væg og loft. Indbyrdes organisere sig i forhold til hinanden og bryde ideen om evigheden på den hvide væg eller skulpturen som en ø på gulvet.

Organ betyder instrument eller værktøj. I biologien er det en samling af biologisk væv, der er specialiseret til at varetage bestemte funktioner i en flercellet organisme. Et organ kan også være et talerør for en eller anden ideologisk retning. I Skulpturi var det at yde et særligt arbejde for skulpturens plads på kunstscenen.
Et organisk arbejde som i lighed med Jazzens, brug af ordene ”organic music”, handlede om improvisatorisk udfoldelse.

Som afslutning på udstillingen inviteres til en finissage, hvor andre udtryksformer som digtning og musik vil blive inddraget i et levende samspil med de udstillede værker. Forfatter Mette Garfield læser op af digte skrevet til udstillingen og organist Jakob Lorentzen vil improvisere på harmonika over udstillingens værker.